Uge 17 - Bibliotekernes Verdensmålsuge
Når Verdensmålsugen Uge 17 løber af stablen, bliver bibliotekerne i Slagelse, Korsør og Skælskør forvandlet til levende samlingssteder for bæredygtighed, kreativitet, fællesskab og viden. Hele ugen hylder vi FN’s verdensmål med aktiviteter for både børn og voksne – og alle er inviteret med.
Af Katrine Jørgensen
Uge 17 byder på et væld af arrangementer, der både inspirerer til handling, udforsker naturens vidundere og sætter fokus på, hvordan vi sammen kan gøre en forskel.
Grønne quizzer, kreativitet og fortællinger for børn
Hele ugen kan store som små teste deres viden om dyr, natur og verdensmålene i bibliotekernes grønne quizzer – og måske snuppe en bæredygtig præmie med hjem.
De yngste kan glæde sig til klimahistorier på Slagelse Bibliotek den 18. april, hvor små historier åbner dørene til samtaler om miljø og klima.
På børnebibliotekerne kan børn hele Uge 17 folde origamifrøer af sider fra kasserede bøger – en hyggelig aktivitet, der giver gammelt materiale nyt liv.
Den 23. april bygges store insekthoteller til bibliotekshaven, når børn med hang til hammer og bor kan hjælpe med at skabe nye levesteder for naturens små hjælpere.
Genbrug, reparation og ansvarlig mode
I både Slagelse og Korsør kan voksne deltage i broderiworkshops i synlig reparation, hvor slidte skjorter og plettede favoritter får nyt liv gennem kreativt håndværk. Et praktisk og inspirerende indblik i, hvordan vi kan forbruge mindre og reparere mere.
Slagelses grønneste gade, Stenstuegade, danner rammen om et festligt genbrugsmodeshow den 25. april. Her viser Blå Kors frivillige den bedste genbrugsmode frem på den grønne løber og beviser, at bæredygtig stil sagtens kan være både trendy og farverig.
Natur, planter og grønne fællesskaber
Der er rig mulighed for at dyrke det grønne fællesskab. Den 22. april inviterer Slagelse Bibliotek til "En grønnere Stenstuegade", hvor deltagerne hjælper biodiversiteten på vej ved at plante blomster og grønne glæder i byens gadebillede.
Planteglade sjæle kan desuden slå sig løs til plantebanko i Korsør, Skælskør og Slagelse. Her er tallene byttet ud med danske planter – og de grønne præmier lokker.
Fællesspisninger og grønnere madvaner
I både Skælskør, Korsør og Slagelse samles lokalsamfundet til hyggelige fællesspisninger, hvor mad, mennesker og bæredygtighed går hånd i hånd.
Den 22. april suppleres fællesspisningen med en bogcafé, hvor man kan hente inspiration til at spise grønnere i hverdagen – uden at gå på kompromis med smag, mæthed eller familieglæde.
Foredrag, fortællinger og klima
Verdensmålsugen byder også på tankevækkende samtaler om både nutid og fremtid.
Den 22. april stiller Slagelse Bibliotek skarpt på klimafiktion, og hvordan fortællinger om fremtiden kan inspirere os til at handle i dag.
Senere i ugen kan du opleve nogle af Danmarks markante forfatterstemmer, når Slagelse Bibliotek får besøg af:
• Anders Morgenthaler (23. april)
• Malte Tellerup (25. april)
• Johanne Mygind (25. april)
Alle tre giver nye perspektiver på alt fra satire og klima til litteratur, identitet og familiehistorier.
Sammen gør vi en forskel
Uge 17 på bibliotekerne i Slagelse Kommune er mere end en række arrangementer – det er en invitation til at tænke nyt, handle fælles og opdage, hvordan små ændringer i hverdagen kan skabe store grønne ringe i vandet.
Kom forbi dit lokale bibliotek i Slagelse, Korsør eller Skælskør og vær med til at fejre Verdensmålsugen. Sammen kan vi lære, skabe, reparere, spise, plante og inspirere – og tage endnu et skridt mod en bæredygtig fremtid.
Tilmeld dig vores mange uge 17-aktiviteter HER
Om uge 17:
UGE17 er en landsdækkende temauge omkring FN’s 17 verdensmål, som tager afsæt i en national og fælles kampagne med fokus på folkelig forankring, borgerinddragelse og oplysning om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. I 2024 deltog over 80 biblioteker/kommuner og over 350 lokale samarbejdspartnere, og tallet vokser stadig.