Efterårsprogram 2026 er landet: Nu skruer vi ned for tempoet

Efterårets program er landet, og selvom temaet er "Ned i tempo", har vi ikke ligget på den lade side. Tværtimod har vi sammensat et program fyldt med oplevelser, der giver plads til fordybelse, fællesskab og nye perspektiver.

Af Katrine Jørgensen

Temaet udfoldes blandt andet gennem foredrag med Sommerhave-familien, kendt fra Emil skruer ned, som deler erfaringer med et familieliv med mere nærvær og mindre forbrugsræs. Vi får også besøg af Jane Ipsen Piper, der med humor og konkrete råd viser, hvordan færre ting kan give mere frihed, ro og overskud. Derudover kan du møde blandt andre Amalie Langballe, Niels Krause-Kjær, Simon Elsborg Nygaard og opleve koncertfortællingen Babettes Gæstebud.

Bøger, samtaler og fællesskaber

Litteraturen står naturligvis stærkt i programmet. Vi inviterer til læseklubber som Ned i tempo, Hekse, magi og historie, Litteraturdyk og Dramatisk læseklub. Du kan også deltage i Silent Reading, Hyg og Lyt, Strik og Lyt, Litteratur i det fri, litterær Afternoon Tea og foredraget Forbudte Bøger med Ditte Wiese. Kort sagt: masser af muligheder for at møde både nye historier og nye mennesker.

Klassikere, kultfavoritter og hygge

Efteråret byder også på de populære gengangere, som mange allerede holder øje med år efter år. Glæd dig til De Dødes Nat, Skumringsaften, Retro Gaming Flashback, Unlock og den traditionsrige julequiz.

Et børnebibliotek i helt nye klæder

I efteråret kan vi også byde velkommen til et nyindrettet børnebibliotek i Slagelse. Det fejrer vi med en stor omflytningsfest den 10. oktober, hvor der er gratis adgang, kagemand til de første 100 gæster, besøg af Krybdyrcompagniet, kreative aktiviteter, Skøre Strømere og koncert med Det Stride Band. Børnene kan desuden møde bibliotekets nye orm, som glæder sig til at få masser af nye læsevenner.

Efterår for hele familien

Programmet rummer også et væld af oplevelser for børn og familier med musik, højtlæsning, teater, kreative værksteder, rumrejser, Bibliobitterne og julehygge. Der er noget for både de mindste, de modige og de nysgerrige.

Vi glæder os til at se dig på biblioteket til et efterår smækfyldt med litteratur, fællesskaber, viden og hygge.